Kære medlemmer!
Selvom vi stadig kun er i januar kan vi konstatere, at foråret allerede nærmer sig hastigt. Det betyder, at det er ved at være tid for flere af vores faste aktiviteter.
Albertslund Tennisklub holder Generalforsamling onsdag 4. marts kl 19:00 i AIF Klubhuset ved opvisningsbanen på Stadion. Der kommer en separat indkaldelse med dagsorden snarest, men sæt gerne allerede nu kryds i kalenderen.
Den nye sæson nærmer sig, og kontingentet skal fornyes. Det sker jo som bekendt ved automatisk træk fra det dankort eller kreditkort du har registreret i Klubmodul. Husk at registrere dit nye kort, hvis du har udskiftet kortet siden sidste kontingentfornyelse. Det gør du i Klubmodul, hvor du logger ind og opdaterer din profil. Hvis du er i tvivl om du skal opdatere, så kan du gå ind og checke. Ellers får du en påmindelse på mail ca. 14 dage betalingsfristen, som er ca. 1. april.
Vi holder Baneåbning lørdag 2. maj kl 11:00 på tennisanlægget. Det er samtidig med Tennissportens Dag. Vi serverer toasts og drinks til alle fremmødte, og vi håber at Transocean Sport og Fit&Sund stiller sig til rådighed for medlemmerne på dagen.
Albertslund Idrætsforening (AIF) holder Generalforsamling onsdag 6. maj kl 19:00 i AIF Klubhuset ved opvisningsbanen på Stadion. Der kommer en separat indkaldelse med dagsorden, sæt kryds i kalenderen.
Vores klub virker og virker godt, kraft af den mange aktive medlemmer på tværs af alle aldersgrupper. Klubben virker også i kraft af de mange frivillige, som yder en indsats til at holde aktiviteterne igang og tager sig af driften. Vi har brug for at de mange brugere af klubhuset gør en aktiv indsats for at holde huset rent – sørger for opvask, tømning af skraldespand, fejer gulvet, holder huset ryddeligt osv. Hermed en opfordring til alle Jer der bruger huset også i vintersæsonen om at gøre en ekstra indsats for at holde huset rent og pænt. Og en stor tak til dem af Jer som allerede gør en ekstra indsats.
I år forsøger vi som noget helt nyt, at indføre Torsdagstennis, i stedet for Onsdagstennis. Det skyldes at der efterhånden er så mange aktiviteter i starten af ugen, at det har fået en kedelig indvirkining på fremmødet til Onsdagstennis. Vi håber I tager godt imod det.
Første Torsdagstennis er den 6. maj 2020 kl. 18:00 og vi indvier med øl/vand og lidt snacks - vel mødt.
Og til slut en efterlysning: vi mangler frivillige til at hjælpe med arbejdet omkring arrangementer i Motionistudvalget – afholdelse af Torsdagstennis, hjælp med at købe ind og forberede salat ved grilltennis osv. Hjælp kan være i form af aktiv deltagelse i udvalget, men det kan også være i kraft af hjælp under selve arrangementet, du kan fx melde dig som salatkok for en enkelt grilltennis, eller medarrangør af et motionistarrangement. Snak med et af medlemmerne af bestyrelsen eller motionistudvalget! På forhånd tak.
Følg også med på hjemmesiden: http://albertslund-tennis.dk.
Med ønsket om en dejlig og fremgangsrig tennissæson, mange sportslige tennishilsener,
Bestyrelsen