×

Nyheder

Bestyrelsen beretning - 2015

Vi har en velfungerende klub med mange udøvere og mange frivillige, hvilket vi er meget taknemmelige for. Udover bestyrelsen har vi alle de aktive udvalg – veteran, senior, motionist og ungdom – samt holdledere. Desuden har vi nogle dygtige trænenere, hvor især Basit yder en kæmpe indsats på tværs af årgange og spiller-niveauer.

I løbet af 2015 har der været en del ind- og udmeldinger, specielt i de yngste rækker er der megen aktivitet af den karakter, som har resulteret i, at vi nu har en del flere af de yngste medlemmer end sidste år. Omvendt har vi mistet nogle medlemmer i de ældste rækker, så på bundlinien er klubben blevet en smule mindre, hvad angår medlemstal, end for et år siden.

Bestyrelsesåret har været domineret af aktiviteter omkring tennisanlægget samt modernisering af klubadministrationen. Vi havde held til at skaffe medfinansiering af den nye slåmur fra Nordea-fonden, samt fra kommunen og stadion. Muren er etableret ved siden af minitennisbanen. Slåmuren er anlagt med underlag som kunstgræsbanerne, og er en god mur som giver boldene en fin returfart og –vinkel. Efter ønske fra flere medlemmer er der efterfølgende etableret afdækning med hegn, således at vildfarne bolde ikke så let ender på cykelstien eller i krattet ud mod cykelstien. Vi er godt tilfredse, og har kun hørt positive tilkendegivelser fra medlemmerne vedr. muren. Hegnene omkring banerne er desuden blevet repareret, og og efter nogen forhandling med stadion er grusstien fra cykelstien ind til banerne blevet asfalteret. Grusstien har ellers været præget af meget vand og mudder, det skulle være et overstået kapitel nu.

Vi har påbegyndt introduktionen af et moderne klub-administrationssystem fra ”Klubmodul”, baseret på internet – dermed træder vi som klub endegyldigt ind i internet-æraen. Systemet er i skrivende stund endnu ikke 100% klar, men du kan allerede nu få en fornemmelse for hjemmesiden ved at trykke ”ctrl” –knappen ned og klikke med musen her. Systemet vil lette bestyrelsen i mange opgaver vedr. medlemsadministration samt regnskab. Desuden giver det os nye muligheder med hjemmesiden, nyhedsformidling m.v. Endelig vil det lette os ved håndtering af kontingentbetalinger, hvor medlemmerne fremover vil få en mere direkte adgang til kontingentbetaling og hvor indbetalingerne direkte registreres i medlemskartotek og regnskab – dette vil lette bestyrelsen arbejde ganske betydeligt og derved frigøre ressourcer til andre aktiviteter. Der vil givetvis opstå nogle vanskeligheder i denne forbindelse, vi håber på og regner med medlemmernes forståelse for dette. Bestyrelsen uddanner sig indenfor systemet, så vi kan give den bedst mulige støtte og hjælp. På Generalforsamlingen gives en kort introduktion til systemet, og hvordan medlemmerne skal bruge det. Der vil desuden gives løbende hjælp og støtte i løbet af året, blandt andet i forbindelse med kontingentbetaling samt ved baneåbningen 3. april.

AIF hovedafdelingen har fortsat rekonstruktionen bl.a. med en ny formand. Økonomien er kommet under kontrol bl.a. i kraft af den nye kasserer, og samarbejdet mellem foreningerne og med stadion er mærkbart forbedret. Fokus for AIF er på netop samarbejde, og på at foreningerne skal hjælpe hinanden. Hovedbestyrelsen går fx aktivt ind i sager, hvor en enkelt forening har det svært overfor kommune eller andre, og hvor et forenet AIF står med større slagkraft. Det tror vi på, at vi som klub kan få glæde af fremover. AIF Klubhuset er, som alle vil kunne forvisse sig om ved fremmøde til Generalforsamlingen, meget velegnet til møder og andre relevante tennisaktiviteter, og i kraft af stordriftsfordelene får vi her muligheder, som er svære at realisere i det noget mindre tennisklubhus. Herfra skal lyde en opfordring til at bruge AIF Klubhuset.

Kommunen har i 2015 beskåret budgettet på idrætsområdet, som led i en større budgetnedskæring. De synlige resultater heraf for tennis er indskrænkninger i åbningstider for visse idrætsfaciliteter, herunder stadion, samt reduktion i støtte fra medarbejdere. Heldigvis har nedskæringerne ikke påvirket medlemstilskuddet. Vi mener ikke der har været konkrete begrænsninger for tennis endnu, selvom der kan vise sig noget ifm sommerens børne- og ungdomsaktiviteter. Med tanke på disse nedskæringer er det næppe realistisk at forestille sig nogen markante forbedringer for faciliteter for indendørs tennis i nogen overskuelig fremtid. Vi har rettet henvendelse til stadion ifm ansøgning om inde-faciliteter for 2016-17 om adgang til bedre faciliteter end vi har p.t., ikke mindst med tanke på, at fodboldklubberne har fået adgang til endnu bedre faciliteter ved etableringen af den nye kunstgræsbane. Der foreligger intet resultat af dette endnu, men vi vil orientere medlemmerne når der sker noget.

Med ønske om en god 2016 sæson,

På bestyrelsens vegne

Lennart Bjerring

Hold i dag
Instagram
Vi takker vore sponsorer