MERCUR OPEN 2018
Den legendariske og excentriske rejsekonge Simon Spies byggede i 1970 Hotel
Mercur i København lige overfor Vesterport station, og da han var vild med at
spille tennis, så skulle der naturligvis også være en tennisbane, som så blev
bygget inde i gården bag ved hotellet på en forhøjning midt imellem alle de
omkringliggende huse.
Først var den med rødt grus, men for et par år siden fik den ny kunstgræsbelægning osv.
Gennem Spot Deal på internettet fik jeg en dag et tilbud på kr. 179,00 for 2 timers
tennis på denne bane, og da Stuart Martin Clainsen, Preben Flyvholm og Didier
Blanchard alle 3 syntes, at det var en spændende ide, så bookede jeg de 2 timers tennis.
Den 9. juli 2018 ankom vi alle 4 i tennistøj og klar til kamp og præcis kl. 18.00 gik vi på banen til lidt opvarmning.
De to doublepar var Per Madsen/Stuart Martin Clainsen og PrebenFlyvholm/Didier Blanchard.
Vi trak lod om, hvem der skulle starte med at serve, og det blev Stuart og mig.
1. sæt gik i gang, og Stuart og jeg blev bogstaveligt talt blæst ud ad banen af Didiers potente bragende server og drønende bag-og forhåndsslag krydret med Prebens finurlige slag fra alle vinkler, så uden at have fået alt for meget sved på panden, vandt Preben og Didier i suveræn stil sættet med hele 6-2, og det hele virkede som en ren walk-over for de to.
2. sæt udviklede sig dog lige stik modsat, for Stuart og jeg besluttede os til at være mere aggressive, og derved kom vi bedre ind i spillet, serverne blev mere skarpe og grund-og passerslagene sad, hvor de skulle, så nu var det Preben og Didier, der jagtede boldene på livet løs, så vi vandt dette sæt i fin stil med 6-2.
Det var så egentlig meningen, at vi skulle have spillet en afgørende match tie-break til 10,
men da vi havde tid nok, så besluttede vi os for at spille et 3. sæt, og her lagde Preben og Didier igen meget stærkt ud, og kom hurtigt foran med hele 3-0. De havde genfundet 1. sæts formidable spil, og Didier tordnede et par missiler af sted, som vi kun så røgen af.
Men med sved, blod og tårer, så fik Stuart og jeg kæmpet os tilbage i sættet, og det lykkedes os med næb og klør og godt med held at udligne til 5-5.
Da der stod 2 andre spillere i kulissen, der var klar til at komme på banen kl. 20:00, og vi kun havde nogle få min. tilbage af spilletiden, så blev vi enige om, at spille et afgørende parti, og det blev til gengæld helt vildt spændende. Preben og Didier førte 15-0 og 30-0 og kom også op på 40-30, men det lykkedes Stuart og mig med sveddryppende anstrengelser og gigantisk møje
og besvær at få udlignet til 40-40, og fordelen gik adskillige gange fra den ene til den anden side, men utroligt nok, så vandt vi partiet, og kom dermed op på 6-5, og sejren var i hus.
Sejren blev fejret i den behagelige lækre tennis lounge ved banen med præmieoverrækkelse af en mini-mini guldpokal med inskriptionen Mercur Open Final 2018 og nedenstående håndgribelige bevis for sejren, og vi skålede i dejlig Mousserende rosévin Crement de Bourgogne.
MERCUR OPEN 2018
MONDAY, 9THJULY
WINNERS OF THE MEN´S DOUBLE
PER MADSEN/STUART MARTIN CLAINSEN
RUNNERS UP: PREBEN FLYVHOLM/DIDIER BLANCHARD
Vi blev enige om at gentage succesen næste år til Mercur Open 2019
Per Madsen